Spiseforstyrrelser
En spiseforstyrrelse handler sjældent kun om mad.
Bag kontrollen, kalorierne, overspisningerne eller restriktionerne gemmer der sig ofte noget langt dybere. Måske en længsel efter ro. Måske en følelse af ikke at være god nok. Måske svære følelser, som kroppen aldrig har lært at være med.
Det kan føles ensomt. Som om spiseforstyrrelsen både er det, der begrænser dig – og samtidig det, der hjælper dig med at holde ud.
Jeg ser ikke spiseforstyrrelsen som problemet i sig selv. Jeg ser den som en strategi, der på et tidspunkt har hjulpet dit nervesystem med at håndtere noget, der var svært.
Måske har den skabt en følelse af kontrol, dæmpet uro eller hjulpet dig med at holde afstand til svære følelser. Den har haft en funktion. Men med tiden kan den komme til at fylde så meget, at den begrænser dit liv.
Jeg ved, hvor ensomt det kan føles.
Som ung levede jeg selv med en spiseforstyrrelse gennem mange år. Dengang fyldte den næsten alt. I dag er jeg fri af den, og den rejse har givet mig en dyb forståelse for, hvor kompleks en spiseforstyrrelse er – og hvor meget mod det kræver at begynde at gå en anden vej.
Den erfaring tager jeg med mig i mit arbejde som psykoterapeut, hvor jeg møder dig med både faglighed, nærvær og respekt.
I terapien arbejder vi ikke kun med symptomerne. Vi undersøger også det, der ligger bag.
Gennem samtale, kropslige øvelser og regulering af nervesystemet arbejder vi med at skabe mere tryghed i kroppen, forstå de mønstre, der holder spiseforstyrrelsen ved lige, og opbygge nye måder at møde dig selv på.
Målet er ikke blot at ændre din adfærd omkring mad. Målet er, at du gradvist får mindre brug for spiseforstyrrelsen.
Mange oplever, at spiseforstyrrelsen har været en måde at håndtere svære følelser på. Den kan skabe en oplevelse af kontrol, dulme uro, skabe afstand til følelser eller beskytte mod skam og smerte.
Derfor handler terapien ikke om at tage noget fra dig. Den handler om sammen at finde nye måder at skabe den samme tryghed på, så spiseforstyrrelsen ikke længere behøver at have den rolle.
Jeg tror på, at forandring er mulig – også når det føles uoverskueligt.
Vejen ud af en spiseforstyrrelse tager tid og kræver et trygt rum, hvor du kan blive mødt med forståelse frem for fordømmelse.
Mit håb er, at du med tiden kan opbygge mere ro i kroppen, styrke kontakten til dig selv og opleve, at livet gradvist kommer til at fylde mere end spiseforstyrrelsen.